Borgmesterens børne-bluff
afRasmus Anker Rysgaard
november 30, 2024
Natten til fredag i sidste uge landede et bredt budgetforlig. Folkeskolen fik penge, så det lige præcis kan løbe rundt. Det blev udråbt som et ”historisk” løft. Samtidig undgik man behændigt det faktum, at borgmesteren forinden de facto foreslog en regulær massakre på klubber og SFOer. Børn og unge blev igen gidsler i rådhusets politiske spil.

Af Mia Nybo (RV) og Rasmus Anker Rysgaard (RV)

Bragt Din Avis Aarhus den 21.9. 2024

computer desk with plants

Der er mange gode ting at sige om det nyligt indgåede budgetforlig. Det er godt, at folkeskolen i det mindste fik penge, så det lige kan strække. At klubberne trods alt ser ud til at gå fri er også godt. At forliget er bredt, er en kvalitet.

Men toppen på rådhuset kunne måske genoverveje hvor smart det politiske spil skal spilles. Måske er der blevet lidt for langt fra toppen til de mennesker af kød og blod, der mærker konsekvenserne?

På den ene side er det helt forståeligt, at Socialdemokratiet med Bundsgaard i spidsen gerne vil have fingre i SFs vælgere: Vil sole sig i millionerne til folkeskolen og efterlade den ansvarlige SF-rådmand forpjusket og med upopulære besparelser for et trecifret millionbeløb. Politik er ikke for sarte sjæle.

Men hvis analysen har noget på sig, ser det desværre ud til, at man glemmer det væsentlige. Nemlig at der bag skakbrikkerne i det politiske spil og kolonnerne i regnearkene er mennesker: Børn, unge og deres forældre – for ikke at tale om alle de medarbejdere over hele kommunen, der har siddet på pinde, fordi der fra borgmesterens kontor udgik et spareforslag på 100 mio. kr. på børn og unge.

Det eneste sted, hvor det er muligt at skære i den størrelsesorden, er på klubber og SFO’er, som ville være lukket snart sagt over alt. Mon ikke man i borgmesterens afdeling havde kunnet finde ud af det på forhånd?

Brave interesseorganisationer og de berørte medarbejdere har siden borgmesterens forslag arbejdet solen sort for at forklare, hvad de sparede 100 mio. kr. ville betyde på fritidsområdet. Og som sådan ser det ud til, at demokratiet har virket:

Ingen politiker havde alligevel lyst til at sætte sin underskrift på, at klubber og SFOer skulle falde som dominobrikker. Det er godt.

Tilbage står desværre, at ingen kan føle sig sikre. Hverken børn, unge, forældre eller medarbejdere. Det er særlig ærgerligt i en tid, hvor byrådet holder meget af at tale om de såkaldt “vilde problemer,” herunder trivslen for børn og unge og tilliden til vores demokrati.

Med opspillet til budgetforhandlingerne ser det desværre ud til, at toppen af aarhusiansk politik igen har blæst børnene – og idealerne – et stykke.

Vær med

Vil du være med til at gøre noget radikalt ved politikken i Aarhus? Kontakt mig nu - jeg er glad for al hjælp i stort og småt.

0 kommentarer