Vi voksne vil ikke holde i kø. Derfor har hele det politiske maskineri de seneste måneder og uger været optaget af busser, letbane og smart trafikstyring for milliarder. Vores børn og unge hænger stadig i bremsen.

Af Rasmus Anker Rysgaard

Bragt Din Avis Aarhus den 21.8. 2024

Vores folkevalgte og dygtige embedsfolk har arbejdet hårdt og længe for at finde mobilitetsløsninger, der sikrer en mere robust infrastruktur og et lavere CO2-udslip i årene fremover. Det er alt sammen godt og vigtigt, og som radikal er jeg stolt af vores medvirken til resultatet.

Samtidig har jeg dog også en underlig smag i munden over, at trafik kan fastholde hele det politiske spektrum i månedsvis, men børns og unge stadig holder i kø? Til ordentlige forhold i folkeskolen, til PPR, til stabile forhold for det fritidsområde, der nu for hvem ved hvilken gang er udset som spareobjekt?

Lidt prioriteringsmæssigt perspektiv: På 10 år er der fløjet mere end 600 mio. kr. til Aarhus Airport. Og selvom Staten finansierede broderparten af Marselistunnelen, og kommunen derfor fik en milliard. kr. ekstra i kassen, vil flertallet ikke bruge disse penge på andet end – gæt selv: Mere asfalt. ”Strategisk infrastruktur,” hedder det i forståelsesrammen mellem S, V og K.

Signalet er umisforståeligt og forstemmende. Veje er vigtige. Børn og unge er noget, vi kan spare på.

Man må spørge: Hvornår kommer sammenhæng i børne- og ungelivet til at optage vores politikere lige så meget som gnidningsfrit skifte mellem letbane og bil? Hvornår bliver der marathon-forhandlinger om børnehaver, skoler og fritidsområdet? Med klare visioner og politikere med passion for substansen?

Hvor mange flere børne- og ungeliv skal køre i grøften, fordi de voksne hellere vil snakke om, hvordan de selv kan komme hurtigere frem? Tiden er inde til en lige så omfattende prioritering af vores børn og unge som asfalt, skinner og lyskryds.